Efter gymnasiereformen i 2005 og strukturreformen i 2007 er de danske gymnasier blevet selvstændige og konkurrerende enheder. Reformerne lægger op til en intern opstramning, og der sker formelt en koncentration af beslutningskompetence. Det sker både for at sikre ‘forvaltningslinjernes’ gennemslag og for at styrke skolens mulighed for at optræde som strategisk enhed. Det kan derfor umiddelbart forekomme paradoksalt, at der samtidig med såvel ekstern som intern opstramning kan konstateres ikke kun en stigende differentiering af de forskellige skolers måde at organisere sig på, men også en stigende fragmentation på de enkelte skoler. Med udgangspunkt i nyinstitutionel organisationsteori giver dette kapitel et bud på, hvordan man kan forstå de spændinger og paradokser i skolernes organisation, der synes forstærkede efter reformerne, og hvordan de forsøges håndteret af skolerne. Udviklingen peger i retning af en stadig større mangfoldighed i organiseringen af gymnasiet.