Relationer mellem forskning og uddannelse på videregående uddannelser har været genstand for stigende forskningsmæssig opmærksomhed op gennem 00-erne. Den karakteriseres ofte som ”nexus-forskningen” og refererer til teorier og begreber med henblik på at kunne kategorisere forskellige forbindelsestyper (nexus) mellem forskning og uddannelse. Imidlertid synes underviseres didaktiske transformationsprocesser mellem de to felter at være relativt underbelyste. Empiriske studier fra et University College viser, at underviseres professionelle selvforståelse, deres dispositioner og positioneringer har stor indflydelse på den enkeltes måde at forbinde forskning med undervisning. Artiklens ambition er derfor at udvide det analytiske spekter i nexus-forskningen med et særligt blik på disse aspekters betydning for underviseres didaktiske transformationsprocesser. Med afsæt i aktuel teori fra nexus-forskningen samt uddannelsessociologiske og didaktiske teorier argumenteres for en udvidet analytisk ramme, der kan synliggøre og integrere flere dimensioner, der har betydning for didaktisk fortolkning og transformation fra forskning til undervisning.