I 1992 påbegyndtes et pædagogisk udviklingsarbejde om undervisningsdifferentiering i gymnasiet. Organisatorisk set var det en nyhed, idet det blev arrangeret centralt, men som tilbud om støtte til lokale udviklingsinitiativer. Men også dets begrundelse var en nyhed. I talrige rapporter fra de lokale forsøg motiveredes aktiviteten med lærernes oplevelse af en forandret elevgruppe såvel fagligt som socialt – der tales sågar tales om en ny socialkarakter. Artiklen søger bag om denne motivering ved at diskutere gennemgående træk i udviklingsarbejderne som udtryk for en ændret lærer-elevrelation i det senmoderne og som forsøg på en ’nyforhandling’ af undervisning.