Specialiseringen inden for videnskaberne, deriblandt humaniora, er blevet så veludviklet gennem de sidste 200 år, at det ene fag knapt ved, hvordan det andet tænker. Selv inden for ét fag – det kan være litteraturvidenskab eller historie, som er mit eget, er der mange skoler og mange specialiserede miljøer med egne tidsskrifter og egne forskningsmiljøer, som stort set ikke ved, hvad hinanden laver, og hvordan de forskellige arbejder. Karakteristisk for stedet her er, at vi på den ene side priser kyndighed og specialisering på et højt niveau, på den anden side mener vi, at det er vigtigt at få forskerne, bærerne af kyndigheden, til at gå i samtale og lære, at verden hænger sammen.