Hvad nu hvis kroppen ikke er eneste aktør i det dramatikpædagogiske rum? Hvad nu hvis scene og rekvisitter ikke alene er noget, der tages i brug i den sceniske situation? Hvad nu hvis scene og rekvisitter, sammen med skoletasker, kroppe, mobiletelefoner, penalhuse, klokke, skemaer, tyggegummi, læreplan alle har agens, så de ikke alene er noget mennesker bruger, men også selv handler? Hvad nu hvis det er i relationerne mellem alle disse materialiteter, at faglig læring i dramatik bliver til? Hvad nu hvis det er dette samspil mellem humane og non-humane aktører, der organiserer det, vi forstår ved det dramatikpædagogiske rum snarere end menneskers intentioner og mål?