De læremidler der er specielt produceret til at blive brugt i sprogundervisningen, har naturligt nok et sprogligt hovedsigte. De skal først og fremmest bidrage til at eleverne (kursisterne, de studerende) udvikler deres mundtlige og skriftlige sprogfærdigheder. Men læremidlerne vil også rumme nogle andre dimensioner som man traditionelt sammenfatter med ordet ’kultur’, men som kan være mange forskellige ting, herunder mere eller mindre eksplicitte oplysninger om eller referencer til samfundsforhold, politiske forhold og historisk kontekst, forskellige gruppers levevis og identiteter, værdier og normer, og kulturelle konnotationer til de ord og vendinger der optræder i læremidlets tekster, samtaler og øvelser. Hvis man gerne vil opnå en forståelse af læremidlernes rolle i uddannelse og samfund, er man nødt til at forholde sig til ikke bare de kommunikative aktiviteter og øvelser i læremidlerne, men også til alt det ’kultur’ der er koblet til. Dette er så meget mere interessant som det kulturelle indhold i mange tilfælde ikke er et resultat af systematiske faglige overvejelser, men har en mere ureflekteret og dermed ideologisk karakter. Forfatterne er jo sædvanligvis sprogfolk, ikke samfundsfagsfolk eller lignende.