Uformelle miljøer såsom museer og science-centre er vigtige læringsarenaer, men endnu findes der ganske lidt forskning der viser hvordan forholdet mellem den lærende og museets læringsmiljø – udstillingen – kan optimeres. I denne artikel gives der et bud på et designværktøj der dels retter sig mod et veldokumenteret problem der forekommer i mødet mellem museumsopstillingen og den lærende, dels bidrager med en konkret metode til opstillings- og udstillingsudvikling i en museumskontekst. Værktøjet, som tager udgangspunkt i begrebet prakseologi (Chevallard, 1999), kan bruges både deskriptivt som et analyseværktøj og normativt som et designværktøj. Disse anvendelser af værktøjet illustreres i artiklen.