Den danske gymnasieskole er først sent blevet omfattet af de reformer, der gennem de sidste 25 år har sat sit præg på det øvrige nordiske uddannelsessystem. Men med gymnasiereformen 2005 og selvejereformen 2007 deler gymnasierne nu grundlæggende vilkår med de øvrige uddannelsesinstitutioner. Gymnasieskolerne skal forholde sig til de nye styringsteknologier, New Public Management, der er på spil i den nationale konkurrencestat, og til de neoliberale tendenser i transnational uddannelsespolitik – kompetenceorientering, resultatvurdering og kommercialisering. Tendenser, som bl.a. er repræsenterede i den europæiske Bologna-proces, PISA-undersøgelserne og OECD’s anbefalinger på uddannelsesområdet. Men hvordan håndterer gymnasiernes ledelser denne nye situation? Artiklen sætter lys på to aktuelle eksempler på strategier, som ledere i gymnasiet vil bruge for at skabe sig handlerum på de nye betingelser, og på de diskurser, de trækker på for at skaffe disse strategier politisk legitimitet. Analysen viser bl.a., hvordan den danske selvforvaltningstradition og ‘folkefolkelighed’ – til trods for alle internationale tendenser – stadig har stor betydning for, hvordan der tænkes og tales om uddannelse i Danmark, også i gymnasieskolen. Selveje og andelsbevægelse er tilsyneladende ikke forsvundet som mentale figurer.