Uddannelse og læring finder i dag sted i en samfundsmæssig kontekst, der kan beskrives som posttraditionel, senmoderne, hyperkompleks og postlitterær. Vilkårene for læsning, og ikke mindst litteraturlæsning, er tilsvarende under forandring i det postlitterære samfund. På den baggrund diskuterer og problematiserer artiklen senmoderne læsemåder i relation til skolens litteraturundervisning. Den foreslår to tilgange til dette problemfelt: både det vi læser og det vi gør med teksten i det undervisningsmæssige rum må være genstand for refleksion og samtidig må litteraturlæsning forstås som en aktivitet, der er spændt ud mellem traditionelle forståelser af faget som bl.a. dannelsesfag og andre læsemåder, der bl.a. tager udgangspunkt i elevernes tekst- og kulturforståelser.