2005-reformen af de gymnasiale uddannelser blev skabt ud fra tanken om, at de skulle tilpasses et videnssamfund, hvor om- og nylæring, livslang læring, innovation og iværksætteri var i centrum. Forandringen fra en pensumorienteret til en kompetenceorienteret tilgang til undervisning var en synlig manifestation af dette ønske. Det handlede ikke længere så entydigt om, at eleverne skulle lære noget bestemt, men snarere om, at de skulle lære at lære og derved blive i stand til at omsætte faglig metode og viden i vidensproduktion. Ord som innovation, problemorientering, anvendelse og metakognition blev brugt til at konkretisere kompetencebegrebet. Det stod fra begyndelsen af reformprocessen klart, at lærernes øvelse udi kunsten at udvikle en kompetenceorienteret undervisning ikke var noget, den enkelte lærer kunne og skulle overkomme på et individuelt niveau. Teamsamarbejde fremstod som den altafgørende ramme omkring den fælles refleksion i forhold til det nye. De gymnasiale aktører måtte altså til at øve sig på at lære at tænke som et »vi« og overveje, om der overhovedet var et »vi« i dybere forstand, dvs. et professionsideal, som kunne danne fælles afsæt for overvejelser og praksis i forhold til undervisning i det reformerede gymnasium. Det har på denne baggrund forekommet os at være en vigtig forskningsmæssig opgave at skabe en topografi over læreres faktisk eksisterende værdier i forhold til undervisning og læring.