I denne kronik vil jeg diskutere, hvorfor det er relevant at tænke sprog og sprogkompetence i lyset af bæredygtighed. Med bæredygtighed eller bæredygtig udvikling menes stræben efter at imødekomme samtidens behov, uden at det går ud over og begrænser kommende generationers muligheder for at imødekomme deres behov i en ukendt fremtid. Begrebet er ofte anvendt i forbindelse med udnyttelse af naturressourcer og miljøhensyn; men hvordan kan man knytte bæredygtighed an til sprog og sprogkompetence? UNESCO bruger begrebet i forhold til fremtidige uddannelser, men har ikke mig bekendt konkrete bud på, hvad bæredygtighed kan betyde i forhold til sprogudvikling. Bæredygtighed knyttes an til det centrale begreb i sprogtilegnelsen, nemlig »affordance«, der sætter fokus på, hvordan sprog står til rådighed for mennesker, fx gennem uddannelser. Endelig kan man knytte bæredygtighed an til økologi og diversitet, hvor det ses som en værdi at bevare sprog og tilknyttede kulturer for dermed at modvirke sprogdød eller sprogdrab, om man vil.