I 2006 formulerer den danske regering i sin Globaliseringsstrategi målsætningen om, at 95 pct. af alle  unge skal have en ungdomsuddannelse i 2015. Året inden træder Gymnasiereformen i kraft og året efter indfører strukturreformen gymnasiernes selveje. Strategier og reformer markerer, at gymnasiets funktioner og processer er under forandring, og at nogle af de centrale omdrejningspunkter for forandringerne er gymnasiets elevsammensætning, tværfaglige toning og nye organisationsstrukturer (Hjort, 2008, Murning, 2013, Pedersen & Ryberg, 2012). Det er en alt andet end entydig udvikling, og afhandlingen fokuserer på, hvordan gymnasiet i lyset af disse nyudviklinger kan begrebsliggøre og organisere de dilemmaer, der opstår, og de muligheder, der skabes.