Aktuelle bæredygtighedspædagogiske diskurser taler om udvikling af empowerment, kritisk tænkning og holdningsændring, og artiklen viser hvordan der hermed trækkes spor til 70ernes kritiske pædagogik og aktivistiske græsrodsbevægelser og perspektiverer forholdet mellem utopi, kritik og (pædagogisk-) handlen. Der er særlig fokus på udvikling af handlekompetence, der knyttet til bæredygtig udvikling. Dermed tematiserer en bæredygtighedspædagogik forholdet mellem individuel handling og samfundsmæssige behov, med krav om adfærdsændringer. FN`s verdensmål fremstår som en diskursiv ramme for bæredygtighedspædagogik og adresserer centrale værdispørgsmål som lighed og retfærdighed, og dermed udfordres forskellige demokratiforståelser (Schild, 2016). Forestående og ødelæggende klimaforandringer er forbundet med angst og emotionelle reaktionen kan drivkraft for miljøaktivisme, som 70erne synliggjorde, eller føre til opgivelse, apati eller handlingslammelse.