Med udgangspunkt i diskussioner om et selvstændigt klimafag i gymnasieskolen diskuterer denne artikel begrebet om bæredygtig dannelse ud fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv. Artiklen bygger på nyere diskussioner om den antropocæne epoke og viser, hvordan disse diskussioner både udfordrer den eksisterende forståelse af dannelse og danner grundlag for en ny tilgang til pædagogik og didaktik. Til at eksemplificere dette giver artiklen forslag til initiativer langs tre dimensioner: indhold, samarbejde og rum- og tidslighed i undervisningen.