At blive rektor i gymnasiet har traditionelt været noget meget ærefuldt. En udnævnelse fyldt med hæder, stolthed, betydning og, ligesom så meget andet i gymnasiet, faglighed. Gennem de seneste 20 år har gymnasiesektoren været genstand for en række reformer, der sætter spørgsmålstegn ved denne udnævnelsesproces. Primus inter pares, den bedste blandt ligemænd, er ikke længere et selvfølgeligt princip. Derfor stiller denne artikel spørgsmålet: Gennem hvilke mekanismer vælges og vælger man at blive rektor, og hvad kan disse mekanismer fortælle om udvikling og stabilitet i gymnasiet? Konklusionen lyder, at den traditionelle mekanisme til at blive rektor, primus inter pares, er bevaret, samtidig med at den er forandret. De undersøgte rektorer lægger alle vægt på erfaring inde fra gymnasiet, og de er alle blevet spottet af en rektor. Men det er ikke længere det snævert fagfaglige, der afgør, om man er egnet til at være primus inter pares. Og den bedste blandt ligemænd er i stigende grad en kvinde.