Artiklen beskriver udviklingen af historieundervisning i Danmark set gennem udvalgte lærebøger og læremidler fra 1700-tallet og frem til i dag. De udvalgte lærebøger og læremidler vedrører den lærde skole, gymnasiet og grundskolen. Med afsæt i en essay-inspireret tilgang viser vi på den ene side, hvorledes udviklingen kan betragtes gennem tre epokale og paradigmatiske hovedtendenser, der på én og samme tid udgør kontinuerlige og traditionsbevarende forhold i lærebøger og læremidler, og samtidig over tid markerer forskellige forandringer i indholdet. På den anden side viser vi, at lærebøger og læremidler gradvist gennem tiden opererer med flere centre for iagttagelsesoptikker på det fortidige og historie som fag, og endvidere kompenserer ved at kompleksitetsreducere i forhold til det konkrete indhold og perspektiv på det fortidige. Historieundervisningens epokale bevægelser identificeres ved hjælp af begreberne deocentrisme, antropocentrisme og polycentrisme (Qvortrup, 2001, 2004). Artiklen skrives fra et human- og samfundsvidenskabeligt paradigme der adskiller sig fra geologiens sondringer mellem den holo- og antropocæne tidsalder (Crutzen, 2002).