Denne bog markerer 25 års forskning i, samarbejde med og uddannelse for gymnasiet. 25 år eller et kvart århundrede med fokus på de særlige forhold og træk, der gælder for og kendetegner gymnasiet. Det har der alle 25 år været brug for, og det er der stadig brug for. Selvom gymnasiet naturligvis har træk og problemer fælles med andre uddannelsesområder og dermed kan trække på viden om og uddannelse rettet mod andre uddannelsessektorer, er arbejdet med fag- og almendidaktik samt ledelse i gymnasiet også særegent. Det er det, fordi elevgruppen har en særlig alder og profil, fordi lærergruppen har en uddannelsesbaggrund, som adskiller sig fra bl.a. grundskolel æreres, fordi formidlingen af den faglige viden fordrer en anden didaktisk rammesætning og tilgang end på fx videregående uddannelser, og fordi betingelserne for og forandringerne af gymnasiet foregår under andre politiske og organisatoriske rammer end andre uddannelsesområder. Behovet var begrundelsen for oprettelsen af Dansk Institut for Gymnasiepædagogik i 1999, og behovet står ikke mindre klart i dag, hvor rammen er Center for Gymnasieforskning. Opgaven med at møde gymnasiets særegne træk i forskning og uddannelse fordrer en konstant nysgerrighed på og undersøgelse af gymnasiets betingelser og praksisser. Denne nysgerrighed og undersøgelse illustreres meget direkte i bogens to indledende og historisk anlagte artikler, Harry Haue: ”Glimt af dansk gymnasiehistorie”, og Peter Henrik Raae og Christina Bruun Levinsen: ”DIG som strategi i en forandret omverden”, men også i de øvrige artikler, som gentagent anskuer og dermed placerer forskningen og uddannelserne i, for og med gymnasiet i både et historisk og et aktuelt perspektiv. Samtidig fordrer opgaven med at møde gymnasiets særegne træk og problemer i forskning og uddannelse en kritisk opmærksomhed på de forandringskrav, der hele tiden møder gymnasiet, og på resultaterne af disse forandringskrav samt en systematisk afprøvning af handlinger, der kan tages i brug på skolerne og i undervisningen for at imødekomme disse. Også denne opmærksomhed og afprøvning fremgår af samtlige artikler i bogen, men illustreres måske stærkest af Ellen Kroghs artikel ”Skriveforskningen på DIG” og Tina Høeghs artikel ”Praksis og forskning i dialog og mundtlighed”, som på eksemplarisk vis viser, hvordan forskningstemaer og uddannelsesaktiviteter bliver til og finder form gennem en opmærksomhed på og afprøvning af det nye. Fordringerne beskrevet i det ovenstående placerer gymnasiet i en række modsætningsforhold, som gennem de 25 år har været og også fremadrettet må være vigtige opmærksomhedspunkter i arbejdet med forskning i og uddannelser for gymnasiet. Disse modsætninger kan systematiseres ved hjælp af tre meningsdimensioner (sags-, tid- og social-), som ifølge sociologen Niklas Luhmann udspænder den måde, vi skaber mening, når vi møder en åben multiplicitet af mulige valg. I det følgende konkretiserer jeg disse opmærksomhedspunkter, illustrerer den måde, de er blevet og stadig må blive håndteret i forskning i og uddannelse for gymnasiet, og giver konkrete eksempler på håndteringen med udgangspunkt i aktuelle projekter i Center for Gymnasieforskning. I sagsdimensionen udpeges noget, og denne udpegning kan referere indad i noget eksisterende eller udad mod noget fremmed. Selvom de tre dimensioner ikke kan adskilles i konkrete meningsdannelser og -forhandlinger, så eksemplificeres sagsdimensionens dobbelte reference i gymnasiesammenhænge fx i mødet mellem fag og tværfaglighed samt mellem faglighed og almendannelse. I tidsdimensionen skabes mening mellem fortid og fremtid, hvor orienteringen mod fortiden betyder, at beslutninger informeres af noget velkendt og sikkert, mens orienteringen mod fremtiden medfører, at alternative muligheder til det eksisterende åbnes. Denne dimension bliver synlig i gymnasiet i mødet mellem traditionerne i de studieforberedende, almentdannende uddannelser og på den anden side fremtidige behov og fornyelser, ligesom den bliver synlig i arbejdet med at støtte elevernes uddannelsesbaner, hvor referencen til det, de kom med fra folkeskolen, møder referencen til det, de skal ud til. Ikke mindst bliver tidsdimensionen synlig i skolens arbejde med fx skriftlighed før og efter opkomsten af kunstig intelligens. I socialdimensionen sættes forskellen mellem ego og alter som en gensidig positionering af jeg og den anden. Denne dimension kan også eksemplificeres med reference til eleverne og den måde, de positiones som gymnasieegnede før (da gymnasiet var for de få) og nu (hvor en stor andel af en ungdoms årgang vælger en gymnasial uddannelse), men også på den måde, gymnasiet og dets formål positioneres af forskellige aktører, fx lærere med reference til deres fag og politikere ved reformer. Ligesom gymnasiet altid vil finde sig udspændt mellem disse dobbelte referencer, må forskningen i og uddannelserne for gymnasierne også nødvendigvis holde dobbeltheden åben ved at forholde sig til de dobbelte referencer, ikke nødvendigvis i den enkelte forsknings- og uddannelsesaktivitet, men i et forskningsmiljø som helhed. At benægte de dobbelte referencer – og de spændinger, de bringer med sig – ville være at anskue gymnasiet snæversynet. Det er afgørende i stedet at være nysgerrig på og undersøge deres begrundelser og deres indflydelse på gymnasiet som organisation og undervisningen som praksis. Hensigten med en sådan undersøgende tilgang er ikke at gøre det muligt at træffe informerede valg mellem den ene eller den anden side, men at synliggøre dem og at søge at forene det bedste i de to tilsyneladende modsatte positioner og at bringe kvaliteter ind i balancerne. I centret sikrer vi opmærksomheden på dobbelthederne ved i vores forskningsarbejde hele tiden at fastholde en dialog mellem almen didaktik og fagdidaktik og ved at gennemføre fag- og almendidaktisk forskning med fokus på både historiske og aktuelle forhold og på både indhold og form i undervisning og elevernes udvikling og trivsel. Samtidig sikrer vi den ved hele tiden at insistere på en interaktion mellem stabile og gentagne forskningsinvesteringer omkring forskningsemner, hvor centret har en stærk grundforskningsforankring, og forskningssatsninger i forhold til aktuelle og nye problemstillinger. Ikke mindst gør vi det ved at sætte forskningen i dialog med på den ene side national og international forskning på området og på den anden side aktørerne i og omkring sektoren. I vores uddannelsesaktiviteter balancerer vi modsætningerne, ved at aktiviteterne er forskningsbaserede med reference til ovenstående, men også ved at udbyde både tematisk fokuserede uddannelses- og efteruddannelses aktiviteter og bredere orienterede aktiviteter som fx mastermodulet Didaktisk udviklingsledelse, der er beskrevet i Ellen Krogh og Peter Henrik Raaes artikel ”Fra forsøg til udvikling”. gennem bogen illustreres arbejdet, som det er beskrevet, i flere artikler, men en lang række andre projekter ville også kunne nævnes. Der var Faglighed i gymnasiet, som var et projekt finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet i 2018, hvor vi besvarede en politisk forespørgsel med reference til den almen- og fagdidaktiske forskning, der i årevis var blevet gennemført på instituttet. Projektet har siden resulteret i det internationalt orienterede projekt Knowledge and Learning in the Danish Gymnasium og har informeret vores uddannelsesaktiviteter og løbende dialog med sektoren om forandringer i faglighed gennem 100 år. Herudover var der det mindre udviklings projekt Verdensmål som fagmål, hvor vi støttet af Region Syddanmark samarbejdede med to gymnasier om at udvikle undervisningsforløb om bæredygtighed. Sidenhen er gymnasiet blevet et centrealt fokus i elitecentret Cuhre (Centre for Understanding Human Relationships with the Environment) og de konkrete erfaringer fra udviklingsprojektet føres videres i projektet Eco-engagement og eco-literacy finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond. Begge de nævnte projekter er eksempler på projekter, som fastholder opmærksomheden på dialogen mellem almendidaktik og fagdidaktik, har opmærksomhed på både historiske og aktuelle forhold, fastholder opmærksomheden på både grundforskningsaktiviteter og aktuelle og nye problemstillinger, og som er i dialog med både national og international forskning på området og centrale aktører i og omkring gymnasiet. På den måde er Center for Gymnasieforskning funderet på en model for forskning i, samarbejde om og uddannelse i gymnasiet, som er udviklet gennem 25 år, og som også vil rammesætte den måde, vi organiserer og gennemfører arbejdet på fremadrettet. Jeg er overbevist om, at det er denne model, der har givet først DIG og siden CfGym positionen som førende gymnasieforskningsmiljø i Danmark, og det står mig meget nært at fortsætte det store arbejde med at fastholde og styrke denne position. I dette arbejde forholder vi os i centret ydmygt, respektfuldt og grundigt til centrets historie og har fokus på at lære af og fastholde den tænkning, arbejdet med forskning i, samarbejde om og uddannelse for gymnasiet er funderet på, samtidig med at vi hele tiden prøver at tænke nyt og åbne nye muligheder ved at gå andre veje end tidligere. Konkret viser det sig fx ved, at der med tiden er sket en større international forankring af forskningen i gymnasiet, og at centret også har orienteret sig mod nye kilder til finansiering af nye forskningsprojekter og nye uddannelsesaktiviteter.