Det er velkendt, at behovet for at have intime relationer og venskaber stiger i ungdomsårene. Intimitet er generelt kendetegnet ved en høj grad af selvafsløring i relationer med andre og – i vellykkede intimiteter – følelsen af at være forstået, holdt af og blive bekræftet. Når intimiteten brydes, følger omvendt følelser af udsathed og uvished. Således er regulering af intimitet en central del af ungdomslivets sociale relationer. Også på sociale medier.
I forhold til at forstå, hvordan og hvorfor unge dyrker intime relationer på tværs af sociale medier, er brugen af Snapchat særligt interessant, fordi kommunikationen ikke lagres, som vi er vant til fra sms’er, mms’er eller fotodeling på andre sociale medier, men derimod (som udgangspunkt) forsvinder igen. Dette skaber andre brugsmønstre for fotodeling blandt unge.
Snapchat er det næststørste sociale medie efter Facebook blandt danske unge. De unge forlader ikke nødvendigvis Facebook – som i høj grad også er blevet hverdagens organiseringsværktøj – men med Snapchat har de fundet et rum, hvor samværet og den løbende kontakt er hurtig, nem og meget lidt selvhøjtidelig. Således bruger halvdelen af alle 12-19-årige og godt en fjerdedel af alle 20-29-årige Snapchat dagligt.